Glostrup Produktionshøjskole
- en aktiv skole
Glostrup Kommune har iværksat initiativer til at blive en af landets mest aktive kommuner i forhold til at fremme fysisk aktivitet, og Glostrup Produktionshøjskole vil følge op ved at satse på at blive en af de mest aktive uddannelsesinstitutioner for unge.
Hverdagen for mange af vores unge er præget af fysisk inaktivitet, med alvorlige helbredsmæssige og sociale problemer til følge.
En usund livsstil, som udover manglende motion bl.a. handler om usunde kostvaner, stort sukkerindtag, rygning, alkohol og evt. andre rusmidler, er ofte kædet sammen med et meget begrænset socialt netværk, og få eller ensidige oplevelser af kulturel art.
Skolens beliggenhed, tæt på både storbyen og naturen, åbner utallige muligheder for både fysiske og kulturelle oplevelser, men for en stor del af eleverne er det ikke en del af deres hverdag, og de bliver ofte overrasket når de bliver bragt ud i et af omegnens naturområder.
På Glostrup Produktionshøjskole vil vi sætte fokus på ”Et Godt Liv”
Det indebærer fysisk aktivitet, sund kost, kulturelle oplevelser, naturoplevelser og psykisk velvære.
- Alle elever og lærere skal deltage i ugentlig motion udfra interesse og evne, - formålet er at motivere for fortsat fysisk aktivitet.
- På alle linier undervises i arbejdsmiljø, og sikres variation og bevægelse i hverdagen.
- Skolen giver økonomisk støtte til frokostordning for alle, for at sikre at specielt de elever som ikke har stabile spisevaner får et dagligt sundt måltid. Desuden tilbydes et lettere morgenmåltid.
- Skolen tilbyder med jævne mellemrum kulturelle aktiviteter i form af teaterture, foredrag, filmaftener eller andre tilbud som kan udvide de unges oplevelsesverden.
- Skolen arrangerer ture i nærområdet hvor oplevelser i naturen prioriteres højt, - det indebærer også regler for adfærd i naturen.
- Skolen er åben overfor misbrugsproblematik. Det betyder at unge som vurderes som misbrugstruede eller erkender misbrug konfronteres og støttes i videst muligt omfang.
Støtten omfatter ikke tolerance overfor misbrug på skolen, da skolen skal kunne tilbyde et miljø som er stoffrit, specielt af hensyn til misbrugerne selv. - Der arbejdes for til stadighed at forbedre det psykiske undervisningsmiljø. Alle elever skal opleve at blive set og værdsat, og der gribes omgående ind overfor situationer hvor unge føler sig mobbet. Deltagerindflydelse på linierne og i forhold til skolens fællesaktiviteter skal ske i størst muligt omfang.
- Skolens elevforening arrangerer aktiviteter for gamle elever som fortsat ønsker tilknytning til skolen. Desuden er skolen altid åben overfor at modtage gamle elever på besøg, om det så drejer sig om vejledning/rådgivning eller bare hygge.